Indianerkrigene

I 1607 sejlede omkring 100 engelske kolonister til Virginia under ledelse af Virginia Company. De oprettede bosættelsen Jamestown ved James River.

Området var allerede beboet af oprindelige folk, blandt andet Powhatan-konføderationen, som omfattede mange forskellige grupper.

Englænderne ønskede især at:

• skabe en engelsk koloni i Nordamerika
• finde værdifulde råvarer og nye handelsmuligheder
• gøre krav på landområder for England
• etablere en permanent engelsk tilstedeværelse i Amerika.

King Philip's War var en stor krig mellem engelske kolonister i New England og en alliance af oprindelige folk i 1675–1676. Den regnes som en af de blodigste konflikter i forhold til befolkningstallet i Nordamerikas kolonihistorie.

En central leder var Metacom, Wampanoagernes leder. Englænderne kaldte ham King Philip, hvilket gav krigen dens engelske navn.

Nogle oprindelige grupper, blandt andet Mohegan og Pequot, kæmpede på kolonisternes side.

Hvem kæmpede?

På den ene side stod flere oprindelige folk, blandt andre:

• Wampanoag
• Narragansett
• Nipmuc
• Podunk
• andre grupper, som sluttede sig til konflikten på forskellige tidspunkter.

Sullivan-ekspeditionen var en stor amerikansk militæroperation under Den Amerikanske Revolution i 1779. Den blev beordret af George Washington og havde som mål at angribe Haudenosaunee/Irokeser-konføderationen, som i betydeligt omfang støttede briterne.

Baggrunden

De seks nationer i Haudenosaunee-konføderationen havde ikke alle samme holdning til krigen. Flere grupper, især Mohawk, Seneca, Cayuga og Onondaga, støttede briterne, mens Oneida og Tuscarora i højere grad støttede amerikanerne.

Indian Removal Act var en amerikansk lov, som blev vedtaget af Kongressen den 28. maj 1830 og underskrevet af præsident Andrew Jackson. Loven blev et afgørende skridt i USA's politik om at flytte oprindelige folk fra deres traditionelle landområder øst for Mississippi-floden til områder længere mod vest

Disse nationer havde etableret permanente samfund, landbrug og politiske institutioner i deres traditionelle områder.

Trail of Tears

Den mest kendte konsekvens var Cherokee-folkets tvangsforflyttelse i 1838–39.

Efter en langvarig konflikt mellem Cherokee-nationen og den amerikanske regering blev omkring 16.000 Cherokee samlet og tvunget til at marchere mod områder vest for Mississippi.

Tvangsforflyttelser var en central del af USA's ekspansion gennem 1800-tallet. Oprindelige nationer blev presset eller tvunget til at forlade deres traditionelle landområder, så jorden kunne overtages af amerikanske bosættere.

Hvorfor blev folk forflyttet?

Efter USA's uafhængighed voksede den amerikanske befolkning hurtigt. Bosættere ønskede mere jord til:

• landbrug
• bomuldsdyrkning
• minedrift
• byer og jernbaner
• nye bosættelser.

Trail of Tears var den tvungne forflytning af Cherokee-folket fra deres traditionelle landområder i det sydøstlige USA til Indian Territory, det område der i dag hovedsageligt er Oklahoma. Den fandt især sted i 1838–1839 og blev en af de mest kendte begivenheder i USA's historie om fordrivelsen af oprindelige folk.

Baggrunden

Cherokee-folket boede i store områder af det nuværende Georgia, Tennessee, Alabama og North Carolina. Cherokee Nation havde udviklet et organiseret samfund med blandt andet egen regering, domstole og skriftsprog.

Men de hvide bosættere ønskede jorden, blandt andet til landbrug og bomuldsproduktion. Den amerikanske regering førte derfor en politik, der skulle flytte oprindelige folk vest for Mississippi-floden.

Sand Creek-massakren fandt sted den 29. november 1864 i Colorado-territoriet under de amerikanske indianerkrige. En styrke på omkring 675 soldater fra Colorado Volunteer Cavalry, under oberst John Chivington, angreb en lejr med omkring 700–750 Cheyenne- og Arapaho-indianere ved Sand Creek.

Hvad skete der?

Cheyenne- og Arapaho-gruppen havde slået lejr ved Sand Creek, blandt andet under ledelse af høvdingen Black Kettle. De havde søgt en fredelig løsning på konflikten med de amerikanske myndigheder og mente, at de var under amerikansk militær beskyttelse.

De vestlige indianerkrige var en række krige og væbnede konflikter mellem USA's regering og forskellige oprindelige folk i det vestlige Nordamerika. De fandt især sted fra ca. 1850 til 1890 og var tæt forbundet med USA's ekspansion mod vest.

Hvorfor begyndte krigene?

Efterhånden som USA voksede mod vest, kom flere og flere nybyggere, minearbejdere, ranchere og jernbaner ind på områder, hvor oprindelige folk havde boet i generationer.

Konflikterne handlede især om:

• Land: USA ønskede kontrol over store landområder.
• Guld og andre råstoffer: Guld- og sølvfund førte til nye bosættelser.
• Jernbaner: Jernbanerne åbnede Great Plains og Rocky Mountains for massiv amerikansk bosættelse.
• Indianerreservater: Regeringen forsøgte at samle oprindelige folk på bestemte reservater.
• Bøfler: Den enorme nedgang i bestanden af bisoner ødelagde en vigtig del af Plains-indianernes økonomi og levevis.
• Brudte aftaler: USA indgik mange traktater med oprindelige nationer, men flere blev senere ændret eller tilsidesat, når amerikanske interesser ændrede sig.

Slaget ved Little Bighorn var et af de mest kendte slag under de amerikanske indianerkrige. Det fandt sted 25.–26. juni 1876 i Montana-territoriet mellem amerikanske soldater og en stor styrke af Lakota Sioux, Cheyenne og Arapaho.

Baggrunden

Konflikten var især knyttet til Black Hills, som var blevet anerkendt som Sioux-territorium gennem Fort Laramie-traktaten fra 1868.

Da der i 1870'erne blev fundet guld i Black Hills, kom mange amerikanske guldgravere ind i området. Den amerikanske regering forsøgte derefter at få Lakota til at flytte til reservater.

En del Lakota og deres allierede nægtede at følge regeringens krav og forlod reservaterne.

Dawes Act, også kaldet General Allotment Act, blev vedtaget af USA's Kongres i 1887. Loven ændrede grundlæggende den måde, USA administrerede de oprindelige folks reservater på.

Hvad gik Dawes Act ud på?

Tidligere ejede mange oprindelige nationer deres reservatområder kollektivt. Dawes Act gjorde i stedet, at reservaternes jord blev opdelt i individuelle jordlodder, som blev tildelt enkelte personer eller familier.

Typisk blev jorden fordelt efter størrelse:

• 160 acres til familieoverhoveder

• 80 acres til enlige voksne

• 40 acres til børn

Tanken fra amerikanske lovgiveres side var, at oprindelige folk skulle blive individuelle landbrugere og integreres i det amerikanske samfund.

Wounded Knee-massakren fandt sted den 29. december 1890 i South Dakota og regnes normalt som afslutningen på de store væbnede konflikter mellem USA's hær og oprindelige folk på Great Plains.

Baggrunden

Efter nederlaget ved Little Bighorn i 1876 var de fleste Lakota blevet tvunget tilbage til reservater. Deres land var blevet kraftigt reduceret, og deres traditionelle levevis var under stort pres.

I slutningen af 1880'erne bredte Ghost Dance-bevægelsen sig blandt flere oprindelige folk.

Ghost Dance var en religiøs bevægelse, der gav håb om, at de oprindelige folks tidligere liv og land kunne genoprettes. Amerikanske myndigheder blev bekymrede for, at bevægelsen kunne føre til nyt oprør.